Miljøstyrelsen har udtalt sig om opkrævning af gebyr for udenlandske virksomheders brug af genbrugspladser, herunder at det skal fastsættes som et årligt gebyr på basis af antallet af ansatte i den enkelte kommune og efter principperne i affaldsbekendtgørelsens §59, stk. 4 og fritagelsesreglerne i §60. Opkrævning baseres på virksomhedernes egne anmeldelser, som det er strafbelagt at undlade, når standardregulativ er vedtaget. Ikke-anmeldte virksomheder kan afvises på pladserne. Se styrelsens svar her og få det uddybet på DAKOFA-konferencen 09.02.10 om affaldsbekendtgørelsen
Det er Horsens kommune, der har spurgt Miljøstyrelsen hvorledes gebyret i §59, stk. 5 til udenlandske virksomheder, der benytter genbrugspladserne, skal fastsættes og opkræves.
Miljøstyrelsens svar, som kommunen beredvilligt har stillet til rådighed for DAKOFA, lyder således:
Fastsættelse af gebyr: ”Gebyret fastsættes som et årligt gebyr.
Gebyret fastsættes efter samme princip som § 59, stk. 4, hvilket vil sige, at der er tale om et gebyr for deres adgang til genbrugspladsen. Det er således ikke relevant for gebyrfastsættelse, om de benytter genbrugspladsen, herunder i større eller mindre omfang. Gebyret, der opkræves hos de udenlandske virksomheder, er det samme gebyr som det, der opkræves hos de danske virksomheder.
Det er det antal ansatte, som virksomheden har i kommunen, som skal lægges til grund i forhold til fordelingsnøglen i § 59, stk. 4.
Det er dog vigtigt også at iagttage gebyrfritagelserne efter affaldsbekendtgørelsens § 60, selvom det er udenlandske virksomheder, der er tale om.”
Opkrævningen af gebyr: ”Miljøstyrelsen er opmærksom på, at det i praksis kan være en udfordring at få fat i alle udenlandske virksomheder. Udgangspunktet må imidlertid være, at virksomhederne følger reglerne.
Hvis virksomheden har aktiviteter i Danmark, er kommunen efter Miljøstyrelsens opfattelse berettiget til at opkræve affaldsgebyr. Det er altså ikke en forudsætning, at virksomheden er registreret.
Efter standardregulativets § 5.6 vil der være en strafbelagt pligt for de udenlandske virksomheder til at lade sig registrere hos kommunen med henblik på betaling af gebyr, jf. affaldsbekendtgørelsens § 102, stk. 1, nr. 2, men det forudsætter naturligvis, at regulativet er vedtaget.
Det er op til kommunen, hvordan opkrævningen tilrettelægges, herunder om det skal ske til forvaltningen, pr. post eller på genbrugspladsen. Opkrævningen kan sendes til den adresse, som virksomheden lader sig registrere med.
I det omfang virksomheden ikke er registreret, kan kommunen nægte virksomheden adgang til genbrugspladsen, hvis den ikke kan dokumentere, at gebyr er betalt. Her kan kommunen eksempelvis overveje at lave et klistermærke til bilruden, som virksomhederne kan få udleveret med henblik på at have uhindret adgang til genbrugspladsen.”
|