Dette opslag oplister fortolkningsbidrag til affaldsbekendtgørelsens kapitel 11 og er senest opdateret 01.01.12 – find opslag for de øvrige kapitler her

Kapitel 11: Principper for kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af gebyr (§§ 58-66) (Principper for kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af gebyrer, Henlæggelser til fremtidige investeringer)

Se de tilhørende bilag 7 (fritagne brancher), 8 (fritagne virksomhedsformer) og 11 (branchekoder, der omfatter håndværkere og anlægsgartnere) her på de respektive links

 

(Se evt. specifikt opslag om brugerundersøgelser efter den tidligere bekendtgørelses §59, stk. 3 på genbrugspladser her - er nu afløst af regler i § 64, som udelukende finder anvendelse, dersom kommunen vælger en abonnementsmodel for erhvervs benyttelse af genbrugspladser).

 

 

Se MST's svar vedr. manglende hjemmel til at opkræve særgebyr ved indgivelse af ansøgninger om fritagelse efter en administrativt fastsat frist [BEMÆRK, at der med revisionen 12.12.11 er skabt hjemmel for kommunerne til at fatsætte en ufravigelig frist for anmodning om fritagelse - jf. § 65, stk. 5]

 

Se Statsforvaltningens afgørelse af 16.08.11 her om brug af særgebyr efter § 58, stk. 2 til finansiering af oprydning omkring glas- og papircontainere (hvis synderen kan findes)

Til § 58, stk. 4 (opkrævning efter CVR)

 

 

Se Miljøstyrelsens vejledende udtalelse af 17.02.10 om gebyrbestemmelser her (BEMÆRK, at §§ har fået nye numre i den gældende bekg. Nr. 1415 af 12.12.11 (§ 60 hedder nu § 65), men fortolkningerne er fortsat de samme, når bortses fra, at den tidligere § 62, stk. 4 nu er historisk - se nedenfor).

Særligt om genbrugspladser (indtil 01.01.12):

- og uddybende bemærkninger af 22.02.10 vedr. dagældende §62, stk. 4 [nu historisk] (fritagelse for genbrugspladsgebyr men ikke for administrationsgebyr) her [BEMÆRK ændret §-nummerering]

 

Håndtering af herreløst affald og af kommunalt have/parkaffald skal skattefinansieres – uanset om det evt. indsamles på en genbrugsplads. Det fremgår dels af MSTs tidligere (10.07.09) vejledende udtalelse om herreløst affald (som fortsat er gældende - se link nedenfor), dels af ovennævnte vejledende udtalelse af 17.02.10 om gebyrer (se sidste afsnit i udtalelsen).

 

 

 

(Miljøministeriets bemærkninger vedr. brugerundersøgelser på genbrugspladser er samlet på en særskilt portal - klik her)

Generelle bemærkninger:

”Det er intentionen med ændringen af miljøbeskyttelsesloven (ny organisering af affaldssektoren) og affaldsbekendtgørelsen at fastsætte de overordnede rammer og principper for den kommunale gebyrfastsættelse, men det er fortsat kommunerne, som skal udfylde disse rammer. Det er således intentionen at supplere de eksisterende principper for gebyrfastsættelse med principper, der skal sikre en øget gennemsigtighed og ensartethed i gebyrfastsættelsen.

Gebyrbestemmelserne i bekendtgørelsen er udformet i overensstemmelse med de principper, der er beskrevet i forarbejderne til ændringen af miljøbeskyttelsesloven og på baggrund af den politiske aftale om sektorens organisering.

Efter miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen fastsætte et særskilt gebyr for hver affaldsordning baseret på de udgifter, som er opgjort i kommunalbestyrelsens regnskab. Dertil kommer, at det fremgår af affaldsbekendtgørelsens [nu § 60, stk. 8, og § 61, stk. 4], at kommunal-bestyrelsen skal fastsætte og opkræve et gebyr for hver indsamlingsordning, som tilbydes i kommunen, hvilket også omfatter eventuelle ordninger for klinisk risikoaffald og tømning af olieudskillere.

Miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 3, omfatter også gebyrer for anvisningsordninger, og kommunalbestyrelserne er således allerede i dag forpligtede til at vedtage gebyrer herfor.”

”Det fremgår af bemærkningerne til § 48 i ændringen til miljøbeskyttelsesloven om ny organisering af affaldssektoren, at udgangspunktet for finansieringen af den kommunale affaldshåndtering er gebyrfinansiering, men at finansieringen af indsamling, behandling og administration af herreløst affald fortsat vil kunne skattefinansieres. Dette skal imidlertid ses i sammenhæng med grundlovens § 43, hvorefter” ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov…”. Ved begrebet ”skat” forstås normalt en offentligretlig bestemt ydelse til det offentlige, der ikke kan ses under synspunktet af vederlag for en særlig modydelse fra det offentliges side.

Det er således en forudsætning, at brugerkredsen er veldefineret og at de, der betaler, også nyder godt af ordningen (får en modydelse). Det er ministeriets opfattelse, at ydelsen i form af indsamling og håndtering af herreløst affald på rastepladser, strande m.m. ikke har en tilstrækkelig defineret brugerkreds. På den baggrund finder ministeriet det særdeles tvivlsomt, om et sådant gebyr er i overensstemmelse med grundlovens § 43, og vurderer derfor, at renholdelsen af kommunens natur- og parkområder må skattefinansieres i lighed med renholdelse af andre offentlige arealer som f.eks. kommunens veje.”

 

[Se herfor tillige Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om finansiering af håndtering af herreløst affald her og evt. Statsforvaltningens efterfølgende bekræftelse af MST's synspunkter]

”Efter ministeriets opfattelse, har der ikke været og er der ikke hverken før eller efter vedtagelsen af lov nr. 513 af. 12. juni 2009 om ændring af miljøbeskyttelsesloven hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 48 til at afholde omkostninger til et særligt beredskab for farligt affald.

Uheld eller andet, som kræver øjeblikkeligt indgreb for at afværge fare for miljøet eller sundhed, skal kommunen håndtere med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 70, hvorefter kommunen kan foretage det fornødne for den ansvarliges regning.”

 

”Det følger af bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, at det med lovforslaget er intentionen, at gebyrerne for dagrenovation og dagrenovationslignende affald skal differentieres på baggrund af f.eks. containerstørrelse, tømningsfrekvens og vægt. Tanken hermed er således, at gebyrerne skal afspejle den service, der bliver ydet affaldsproducenten.

Hvis kommunen etablerer en ordning for dagrenovationslignende affald fra virksomheder, følger det af affaldsbekendtgørelsens [nu § 43, stk. 1], at virksomheden er forpligtet til at betale gebyret for den service, der dermed er stillet til rådighed.”

”CVR-registret er etableret ved lov nr. 417 af 22. maj 1996 og har siden december 1996 været det offentliges stamregister for virksomhedsoplysninger. Formålet med CVR-registret er at tilgodese offentlige myndigheder og privates behov for virksomhedsoplysninger, samtidigt med at det undgås, at virksomhederne skal indberette disse oplysninger til en lang række myndigheder. Derfor følger det af CVR-lovens § 15, at offentlige myndigheder ved etablering af nye it-systemer skal anvende data fra CVR-registret.

CVR-registret indeholder en række grunddata om såvel juridiske enheder som produktionsenheder. De grunddata, der er optaget i CVR om juridiske enheder, omfatter eksempelvis CVR-nummer, navn, virksomhedsform, adresse, branche, antal ansatte og p-nummer for tilknyttede produktionsenheder. Grunddata om produktionsenheder (p-enheder) i CVR omfatter ligeledes p-nummer, navn, adresse, branche, antal ansatte.

Oplysningerne i CVR-registret bliver ikke indberettet direkte, men overføres til CVR fra følgende myndigheder, som modtager data fra indberetningspligtige virksomheder: SKAT, Erhvervs- og Selskabsstyrelsens selskabsregister, Dansk Statistik. Det er således i lovgivning, som disse myndigheder administrerer, og ikke i CVR-loven, at der er pligter til at holde virksomheds-oplysninger opdateret.

Erhvervs- og selskabsstyrelsen har oplyst, at oplysninger fra CVR-registret allerede anvendes af mange myndigheder som led i deres myndighedsudøvelse. KMD, som databehandler for samtlige landets kommuner, er CVRs største kunde. KMD modtager daglige opdateringer af oplysningerne i CVR. Data anvendes bl.a. som led i indberetning af sygedagpenge, udbetalinger via Nemkonto, som led i diverse kontrolarbejder m.v. Derudover anvender visse myndigheder oplysningerne i forbindelse med udsendelse af breve til virksomhederne. Eksempelvis anvendes data fra CVR-registret til udsendelse af den årlige opkrævning for optagelse i Næringsbasen, ligesom Direktoratet for FødevareErhverv anvender data fra CVR-registret til udsendelse af oplysninger om EU støtte.

Anvendelse af CVR-registret er således uomgængeligt ved opkrævning af gebyrer direkte hos virksomhederne.”

 

”Ministeriet er enig med KL i, at opkrævningen af erhvervsaffaldsgebyret skal rettes mod virksomhedernes produktionsenheder (virksomhedernes p-numre, i CVR), dette er tydeliggjort i de relevante bestemmelser.”

”Det følger direkte af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 7, at gebyrer efter bestemmelsen, der opkræves hos virksomheder, skal opkræves hos den i CVR-registret registrerede ejer af virksomheden. Efter § 4 i lov nr. 513 af 12. juni 2009 om ændring af miljøbeskyttelsesloven træder bestemmelsen i kraft den 1. januar 2010. Kommunerne har således siden vedtagelsen af ændringsloven haft mulighed for at forberede omlægningen af opkrævningen af erhvervsaffaldsgebyret.

En eventuel udskydelse af fristen for opkrævning af erhvervsaffaldsgebyrer hos virksomhedernes CVR-registrede ejere vil kræve en ændring af miljøbeskyttelsesloven.

CVR-registret er alene et register, hvor kommunerne henter oplysninger om, hvem der skal modtage opkrævningen af gebyrerne.

Det er ministeriets vurdering, at den primære udfordring i forhold til opkrævning af gebyrer hos virksomhederne er administrationen af de gebyrfritagelser, der er beskrevet i bemærkningerne til ændringen af miljøbeskyttelsesloven.

Gebyrer for 2010 skal opkræves på baggrund af reglerne i miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgørelsen. Det optimale ville være, at opkrævningsgrundlaget var vedtagne kommunale tillægsregulativer i alle kommuner. Det er imidlertid blevet klart, at ikke alle kommuner vil nå dette, og der er derfor indsat overgangsbestemmelser i affaldsbekendtgørelsen, der kan danne grundlag for disse kommuners fastsættelse og opkrævning af gebyrerne i 2010.

Virksomhederne opnår efter affaldsbekendtgørelsens [nu § 39] adgang til de kommunale genbrugspladser fra den 1. januar 2010, og de skal følgelig også betale gebyr herfor. En række virksomheder vil dog ikke have behov for at benytte genbrugspladserne, og bestemmelserne om gebyrfritagelser træder derfor også i kraft den 1. januar 2010.” [Som bekendt ændredes erhvervs benyttelse af genbrugspladser til en tilvaægsordning pr. 01.01.12 - jf. §§ 39, stk. 1 og 62, stk. 1]

”Ministeriet er enig med en række høringsparter i, at der bør angives en skæringsdato for, hvornår de oplysninger i CVR-registret, som skal lægges til grund for opkrævning af erhvervsaffaldsgebyr, skal trækkes.

Der er derfor indsat en bestemmelse i affaldsbekendtgørelsen, hvorefter kommunerne skal lægge de oplysninger, der fremgår af CVR-registret den 1. januar til grund ved årets gebyropkrævning." [OBS - ifølge bekg. 48 af 13.01.10 var det 1. januar foregående år - bortset fra 2010, hvor det efter overgangsbestemmelsen i §105 var oplysningerne pr. 01.01.10, der skulle lægges til grund. Med Bekg. Nr. 1632 af 21.12.10 og efterfølgende bekendtgørelser er det generelt blevet til 1. januar i gebyråret]

”Ministeriet er enig i overvejelserne [om at der bør være faste regler for gebyrbetaling ved flytning]. Det fremgår derfor nu af bestemmelserne, at en virksomhed skal betale sit årlige erhvervsaffaldsgebyr til den kommune, hvor virksomheden havde adresse 1. januar. Der skal i konsekvens heraf ikke udarbejdes ”flytteopgørelse”.”

”Det er ministeriets opfattelse, at der i miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, er hjemmel til at fastsætte krav om, at kommunerne skal offentliggøre et særskilt takstblad, der angiver gebyrernes størrelse. Bestemmelsen i affaldsbekendtgørelsen skal ses i sammenhæng med, at det vil være uhensigtsmæssigt, hvis der blev fastsat krav om, at gebyrernes størrelse skal fremgå af de kommunale regulativer, som så vil skulle ændres hver gang gebyrernes størrelse ændres.

Ministeriet er enig med RenoSam i, at det vil være mere retvisende, at takstbladet benævnes gebyrblad, og det er derfor ændret i bekendtgørelsen.”

”Det er ministeriets klare opfattelse, at det generelle administrationsgebyr omfatter omkostninger forbundet med udarbejdelse og vedtagelse af regulativer, og at det fremgår tilstrækkeligt klart. Bestemmelsen er således ikke præciseret yderligere.

Udgangspunktet for gebyrfastsættelsen er efter miljøbeskyttelsesloven, at der skal fastsættes et særskilt gebyr, der afspejler de omkostninger, der figurerer på de enkelte konti for affaldshåndtering i det kommunale budget- og regnskabssystem. Efter miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, kan miljøministeren imidlertid supplere dette udgangspunkt ved at fastsætte nærmere regler om gebyrfastsættelsen. Særskilte gebyrer for ordninger, omfattet af hver konto i det kommunale budget- og regnskabssystem, må således opfattes som et minimumskrav, som skal opfyldes, hvis miljøministeren ikke har fastsat yderligere regler herom. Dette er i et vist omfang sket i affaldsbekendtgørelsen, og for sådanne ordninger, der ikke allerede har en ”egen” konto i det kommunale budget- og regnskabssystem, skal der oprettes underkonti til den relevante hovedkonto for den pågældende ordning. I lyset af eksempelvis affaldsbekendtgørelsens [nu § 58, stk. 6], vil der således skulle etableres underkonti til kontoen storskrald og haveaffald, hvis begge ordninger er etableret i kommunen, og der vil følgelig skulle opkræves særskilt gebyr for hver ordning. [Med bekg. 1415 af 12.12.11 er den tidligere § 58, stk. 6 ophævet, og der indgår ikke længere et lovkrav om særlige konti og underkonti.]

Opgørelsen af omkostninger ved den enkelte indsamlings- eller anvisningsordning skal følge opdelingen i det kommunale budget- og regnskabssystem, uanset om visse driftsmæssige opgaver varetages af et kommunalt fællesskab.”

”Gebyrer til dækning af udvikling, drift, vedligeholdelse og administration af affaldsdata- og regulativsystem vil blive opkrævet én gang årligt. Med udvikling forstås løbende videreudvikling og tilpasning af systemerne, som må anses som omfattet af driften af systemerne. Dette har ministeren da også tilkendegivet i et svar til FMPU under behandlingen af lovforslaget om ny organisering af affaldssektoren. Miljøministeriet finansierer selve etableringen og udviklingen af affaldsdata- og regulativsystemer.

Gebyrerne for både affaldsdata- og regulativsystemet vil blive opkrævet hos kommunalbestyrelserne og differentieret forholdsmæssigt efter indbyggertal pr. 1. januar 2010. [BEMÆRK, at det med Bekg. Nr. 1632 af 21.12.10 og efterfølgende belkendtgørelser er blevet pr. 1. januar i gebyråret]

Miljøministeriet er ikke enig i, at kommunerne skulle kunne overvælte gebyret for affaldsdatasystemet på erhvervsaffaldsgebyrerne. Systemet etableres ikke udelukkende med henblik på erhvervsaffald, men skal først og fremmest tjene som grundlag for den kommunale affaldsplanlægning for alle affaldsstrømme omfattet af de kommunale ordninger, herunder husholdningsaffaldet. Omkostningerne skal derfor fordeles mellem såvel husholdninger som virksomheder.

Gebyrfinansierede aktiviteter skal ikke DUT-forhandles.”

”Det er ministeriets opfattelse, at informationskampagner om håndtering af affald, omfattet af de kommunale ordninger, må anses som et element i den almindelige administration og drift af affaldsområdet, og at der følgelig er hjemmel til at gebyrfinansiere informationskampagner på dette område i medfør af affaldsbekendtgørelsens [nu § 60, stk. 1, og § 61, stk. 1]. Kommunerne vil således også kunne gebyrfinansiere information om korrekt sortering på og brug af de kommunale genbrugspladser til genanvendeligt erhvervsaffald, mens kommunerne ikke kan gebyrfinansiere informationskampagner som bredt informerer om håndteringen, herunder behandlingsmetoder for, genanvendeligt erhvervsaffald.”

”Affaldsbekendtgørelsens [nu § 60, stk. 2], er en udmøntning af bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, hvoraf det fremgår, at det skal være muligt for kommunalbestyrelserne at fastsætte forskrifter om den nærmere fordeling af omkostninger mellem forskellige typer af ejendomme, så f.eks. sommerhusejere betaler et mindre gebyr end øvrige boligejere. Bestemmelsen er således ikke en undtagelse til de almindelige regler om gennemsnitsgebyr, men derimod en regel om, at gebyret – gennemsnitsbaseret eller ej – kan nedsættes, hvis en ejendom eksempelvis ikke benyttes til helårsbeboelse. Det er præciseret, at der med forskellige typer af husholdninger menes f.eks. enfamilieshuse og etageejendomme. [Med Bekg. 1632 af 21.12.10 og følgende bekendtgørelser er eksemplerne udvidet med også 'ejendomme, der ikke benyttes til helårsbeboelse' (§ 60, stk. 2)]

Der er ikke i affaldsbekendtgørelsens [nu § 60, stk. 8, eller § 61, stk. 4], taget stilling til, hvordan gebyrer efter bestemmelserne mere præcist skal fastsættes.

 

[…]

Gebyrer for 2010 skal opkræves på baggrund af de gældende regler herom i miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgørelsen. Det optimale ville være, at opkrævningsgrundlaget var vedtagne kommunale tillægsregulativer i alle kommuner. Det er imidlertid blevet klart, at ikke alle kommuner vil nå dette, og der er derfor indsat overgangsbestemmelser i affaldsbekendtgørelsen, der kan danne grundlag for disse kommuners fastsættelse og opkrævning af gebyrerne i 2010.

Miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6, tager sigte på husholdningsaffald, og det er derfor i god overensstemmelse hermed, når [nu § 60, stk. 1], omhandler husholdninger.”

”Det fremgår af bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, at det er intentionen med lovforslaget, at der skal gælde et princip om gennemsnitsgebyrer for ordninger for bl.a. papir, pap, glas, genbrugsplads og farligt affald, og at dagrenovation kan differentieres i lyset af eksempelvis containerstørrelse, tømningsfrekvens og vægt. Affaldsbekendtgørelsens bestemmelser om gennemsnitsgebyrer og differentiering er således fastsat i overensstemmelse med lovforslagets intentioner.

Ministeriet er enig i, at det er uhensigtsmæssigt, at differentieringskriterierne i [nu § 60, stk. 3, og § 61, stk. 2], er begrænset til vægt, volumen eller tømningsfrekvens eller en kombination af de tre, hvorfor det er tydeliggjort, at der skal differentieres efter minimum (et af) disse kriterier, men at der også kan differentieres efter andre egnede kriterier. Det er endvidere tydeliggjort, at dagrenovationsgebyret for både husholdninger og virksomheder fastsættes ” på baggrund af den service, der med ordningen stilles til rådighed”.”

”Det følger direkte af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6, at gebyrer for så vidt angår husholdninger opkræves hos den, der har tinglyst adkomst på ejendommen, mens miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 7, foreskriver, at gebyrer for så vidt angår virksomheder opkræves hos den i CVR-registret registrerede ejer. Uanset om dagrenovation og dagrenovationslignende affald for henholdsvis husholdninger og virksomheder håndteres i samme ordning, skal det sikres, at gebyropkrævningen sker i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6 og 7.

Det bemærkes, at miljøministeren ikke kan fravige miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6 og 7, i affaldsbekendtgørelsen.”

”Hvis en virksomhed indberetter fejlagtige oplysninger til et register med henblik på at undgå at betale erhvervsaffaldsgebyr, vil dette som udgangspunkt skulle straffes som en overtrædelse af den lovgivning i henhold til hvilken, indberetningspligten gælder. Dertil kommer, at der formentlig vil være tale om en overtrædelse af straffeloven.

Grupperingerne for ansatte er beskrevet i bemærkningerne til ændringen af miljøbeskyttelsesloven. Erhvervs- og selskabsstyrelsen har desuden oplyst, at det er muligt for kommunerne at trække de nødvendige oplysninger fra CVR-registret og se det nøjagtige antal ansatte for hver virksomhed.

Hvis en virksomhed bliver opkrævet en for høj husleje, fordi denne husleje, før ændringen af affaldsbekendtgørelsen træder i kraft, dækkede omkostninger til affaldsgebyrer, er dette et forhold, som virksomheden bør tage op med sin udlejer.”

”Administrationsomkostninger for virksomheder, herunder for genbrugspladsen, skal dækkes af gebyrer opkrævet i medfør af affaldsbekendtgørelsens [nu § 62, stk. 1].

Det fremgår af bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, at gebyrsatserne for genbrugspladserne (blandt andet) fastsættes på baggrund af antallet af ansatte.

Affald, som afleveres af en virksomhed, og hidrører fra et projekt, som håndteres af en virksomhed, betragtes som erhvervsaffald. Der skal derfor betales erhvervsaffaldsgebyr, når dette affald håndteres gennem kommunale ordninger.

Brugerundersøgelserne har til formål at fastslå, om fordelingsnøglen afspejler den reelle belastning af genbrugspladsen som henholdsvis husholdninger og virksomheder giver anledning til. I den politiske aftale om gebyrerne for genbrugspladser blev anvendelse af den initiale fordeling begrænset til det tidspunkt, hvor der er opnået et erfaringsgrundlag på baggrund af brugerundersøgelser for en mere sikker fordeling af omkostningerne mellem husholdninger og erhverv.” [Brugerundersøgelser kræves fremover kun i de tilfælde, hvor kommunen vælger en abonnementsordning].

”Virksomheder skal betale gebyr i den hjemkommune/de hjemkommuner, hvor virksomhedens produktionsenheder (p-nummer i CVR) er beliggende.

Virksomheden må således også kun benytte genbrugspladsen i den/de kommuner, hvor virksomheden betaler gebyr for, at produktionsenhederne kan benytte genbrugspladsen.”

”Efter ministeriets opfattelse må der fastsættes et ensartet gebyr for de enkelte virksomhedstyper for alle kommuner i det kommunale fællesskab, der driver genbrugspladserne. Såfremt deltagende kommuner måtte etablere særlige ordninger, der supplerer genbrugspladsen, må dette afspejles ved et højere gebyrniveau for et højere serviceniveau i de pågældende kommuner.

Efter ministeriets opfattelse følger udgifterne til brugerundersøgelser de øvrige omkostninger forbundet med driften af genbrugspladsen.”

”Ministeriet er enig i, at det kan være vanskeligt at sikre, gebyrbetaling fra alle de udenlandske virksomheder (uden adresse i Danmark), der benytter genbrugspladsen.

Der er derfor indsat en bestemmelse, der forpligter udenlandske virksomheder, der benytter genbrugspladsen, til at registrere sig hos kommunalbestyrelsen.

Det er i bekendtgørelsen endvidere præciseret, at kommunerne fastsætter kriterierne for udenlandske håndværkeres gebyr for adgang til genbrugspladser i én kommune. Efter ministeriets opfattelse bør gebyret afspejle den belastning, som virksomheden forventer at medføre for genbrugspladsen, hvilket typisk vil afspejle sig i den periode, som virksomheden er aktiv i Danmark. Kommunen bør således kun opkræve ¼ af et gebyr, hvis virksomheden kun er aktiv 3 måneder i løbet af et år.

Eftersom de udenlandske virksomheder som udgangspunkt ikke er sikret adgang til de kommunale genbrugspladser i dag, forventer ministeriet, at denne adgang vil være med til at begrænse forekomsten af herreløst affald i naturen.” [Se herfor tillige Miljøstyrelsens udtalelse om opkrævning fra udenlandske brugere her på DAKOFAs hjemmeside]

”Ministeriet har på baggrund af en række af høringsparternes bekymringer i forhold til en potentielt meget belastende - ressourcekrævende administration af de foreslåede fritagelsesbestemmelser, haft møder med Erhvervs- og selskabsstyrelsen, KL og udvalgte kommuner, ligesom emnet er blevet drøftet på Miljøstyrelsens informationsmøder og DAKOFAs og COKs seminarer om høringsudkastet til affaldsbekendtgørelsen.

På baggrund af disse drøftelser er der indarbejdet følgende ændringer:

I forhold til fritagelsen for bestemte branchekoder og virksomhedsformer, se de justerede [nu bilag 7 og 8], er der tilføjet den yderligere betingelse, at fritagelsen kun gælder for virksomheder med 0-1 henholdsvis 0 ansatte. Dette bygger på gode erfaringer fra bl.a. Århus Kommune. Denne gebyrfritagelse er generel – dvs. der kan ikke opkræves gebyr, heller ikke administrations- og planlægningsgebyr, fra de virksomheder, der er omfattet af bestemmelsen. Det er tilføjet en yderligere bestemmelse, der giver kommunerne mulighed for at opkræve et gebyr hos de fritagne virksomheder, hvis de alligevel anvender en eller flere af kommunens indsamlingsordninger.

Hvis en virksomhed er beliggende i et storcenter, hvor der som en del af lejemålet er en pligt til benytte en intern affaldshåndteringsordning mod betaling, er dette et forhold mellem storcentret og virksomheden, som i udgangspunktet er kommunen uvedkommende.”

 

[BEMÆRK, at der fra og med Bekg. Nr. 1632 af 21.12.10 desuden er sket en generel fritagelse af erhvervsfiskere (§ 65, stk. 1)]

”Det er hensigten, at alene virksomheder, der ikke benytter de kommunale affaldsordninger skal opnå fritagelse for at betale erhvervsaffaldsgebyr.

Der er tilføjet en bestemmelse, hvorefter kommunerne får mulighed for at fritage virksomhederne fra en eller flere affaldsgebyrer, hvis kommunalbestyrelsen kan lægge til grund, at virksomheden ikke har en egentlig affaldsproduktion.”

”Fritagelse for betaling af genbrugspladsgebyret ved dokumentation for, at alt en virksomheds affald til nyttiggørelse eksporteres er efter Konkurrencestyrelsens vurdering nødvendig af hensyn til EU's konkurrenceregler.

Fritagelsesmuligheden er dog nu ændret, således at fritagelsen kan opnås, hvis virksomheden kan dokumentere, at den selv forestår håndtering af alt affald til nyttiggørelse, det gælder uanset, om håndteringen sker i Danmark eller udenlands. Det er dog en betingelse for fritagelsen, at virksomheden ikke benytter indsamlingsordninger i kommunen, herunder genbrugspladsen.”

Til §66: Vedr. henlæggelser til fremtidige investeringer:
”Ministeriet finder det unødvendigt at præcisere, at affaldsbekendtgørelsen ikke regulerer midler opkrævet med hjemmel i varmeforsyningsloven.

Ministeriet er enig med Vejle Kommune og KL i, at kravet om, at investeringer skal fremgå af affaldsplanen i affaldsbekendtgørelsens bestemmelser om affaldsplanlægning. Bestemmelserne er ændret i overensstemmelse hermed.

Efter varmeforsyningsloven er perioden, hvor der kan foretages henlæggelser også 5 år, og det er vurderet, at det er en passende lang opsparingsperiode.

Efter [nu § 66] kan henlæggelser foretages i en periode på op til 5 år, hvis nr. 1 eller 2 er opfyldt sammen med nr. 3. Nr. 4 er omformuleret til en almindeligt gældende begrænsning.

Betingelserne for forskudsvise henlæggelser til investeringer fremgår af bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 9, hvor det bl.a. er beskrevet, at investeringen skal fremgå af den gældende affaldsplan.

Uagtet at visse driftsmæssige kompetencer måtte være overført til kommunale fællesskaber, følger det direkte af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1, nr. 3, at kommunalbestyrelsen fastsætter gebyrer til dækning af udgifter til forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet, ligesom det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 9, at miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens beslutning om henlæggelser efter lovens § 48, stk. 1, nr. 3. På den baggrund er det ministeriets opfattelse, at det ikke kan overdrages til kommunale fællesskaber at træffe beslutning om henlæggelser, og at affaldsbekendtgørelsens [nu § 66] således er i god overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven og lovens forarbejder.”