Kommunerne skal vedtage nye jordstyringsregulativer, der foreskriver anmeldereglerne for flytning af forurenet jord, dels beskriver den nuancerede områdeklassificering, jordforureningsloven hjemler adgang til og endelig udpeger områder inden for ellers områdeklassificerede arealer, hvor der ikke vil være krav til analyser.
Dette opslag er ment som en hjælp til de mange aktører, der har brug for hurtige genveje til regelsæt, vejledninger og fortolkningsbidrag hertil. Nederst i opslaget er således indsat links til relevante informationer og regelsæt.
Jordstyringsregulativer
Miljøstyrelsen anbefaler, at kommunerne udarbejder et samlet jordstyringsregulativ, der indeholder de i virkeligheden tre regulativer, kommunerne skal – eller kan – udarbejde, nemlig:
Et skal-regulativ efter jordflytningsbekendtgørelsens §15, der både indeholder de lovbefalede anmelderegler og det skema, som skal anvendes ved anmeldelse af jordflytninger (fra områdeklassificerede lettere forurenede områder, registrerede grunde, offentlige vejarealer m.v.). Et standardskema er udarbejdet af KL og gjort tilgængeligt på KLs hjemmeside 16.11.07, og Miljøstyrelsen har revideret bekendtgørelsen, så ikrafttrædelsestidspunktet blev 01.01.08, men med en overgangsperiode for iværksættelse indtil 01.04.08 (se nedenfor under nyheder).
Et kan-regulativ efter Jordforureningslovens §50a, der beskriver den nuancerede områdeklassificering af lettere forurenede områder (som, hvis den ikke gennemføres, ellers blot udgøres af al byzonejord), samt …
Et kan-regulativ efter jordflytningsbekendtgørelsens §14, der fastlæger de delområder i ellers områdeklassificerede områder, hvor kommunen har besluttet at undtage fra analysekrav (enten fordi kommunen er sikker på, at jorden er uforurenet (kategori 1), eller fordi den har kategoriseret jorden i kategori 2 ud fra detaljeret kendskab og en afsluttet systematisk kortlægning fra Regionens side).
Kun anmelde-regulativet obligatorisk pr. 01.04.08
Det er kun anmelderegulativet og det tilhørende skema, det var obligatorisk for kommunerne at have på plads inden nytårs morgen 2008, og her har KL i samarbejde med Miljøstyrelsen udarbejdet et skema, som kan anvendes i alle kommuner, ligesom der arbejdes intenst på en elektronisk web-løsning for digitale anmeldelser – ligeledes med KL som tovholder. Et oprindeligt håb om at kunne anvende Danmarks Miljøportal til et sådant anmelde-system synes ikke realistisk indenfor tidsfristen, og KL undersøger derfor p.t. alternative løsninger. Selve det formelle startskud til regulativets vedtagelse forventedes at fremgå af den nye bekendtgørelse om genanvendelse af jord, som påregnedes udstedt inden årskiftet (og med ikrafttræden 01.01.08, se omtalen af DAKOFA-konferencen 28.08.07 nedenfor), men denne bekendtgørelse er nu udsat, og Miljøstyrelsen har udstedt en ny bekendtgørelse,som vil fastsatte ikrafttrædelsestidspunktet for skemaet til 01.01.08 med en overgangsperiode frem til 01.04.08.
Områdeklassificering kan og §14-udtagning må vente – men ikke uden konsekvenser
Regulativet vedr. den nuancerede områdeklassificering kan i princippet godt vente, til kommunen er færdig med at foretage en fuldstændig udskillelse af de områder, der ikke anses for forurenede. Men det indebærer, at al byzonejord pr. nytårsmorgen 2008 er klassificeret som ’lettere forurenet’, uanset om der er tale om arealer, der i forgårs lå som bølgende kornmarker. Alle jordflytninger inden for byzone vil herefter pr. automatik være omfattet af anmeldepligt, og der skal gennemføres analyser af den jord, der skal flyttes.
Derfor vil der selvsagt være en vis interesse for alle parter i at få foretaget en udskillelse af de sandsynligt uforurenede byzonejorder, ligesom der ud fra miljøhensyn er en interesse i at få inddraget de lettere forurenede landzoneområder i områdeklassificeringen, således som jordforureningsloven hjemler adgang til.
Der er dog ikke tale om en knald-eller-fald-situation. Kommunen kan til enhver tid vælge at ændre på områdeklassificeringen – blot procedurerne herfor overholdes (offentlighedsfase, offentliggørelse i form af et regulativ etc.).
Det samme gælder for ’§14-regulativerne’ (analysefri områder). De var tænkt at skulle udpege mindre arealer (<20 ha, der er anbefalet mindstegrænse for egentligt udtagne byzonearealer) inden for ellers områdeklassificerede arealer, som kommunen ud fra et nøje lokalkendskab enten har kategoriseret som kategori 1-jord (dvs. uforurenede) eller som kategori 2-jord, og som det derfor vil være nyttesløst at analysere yderligere på. Udpegning og afgrænsning af kategori 1 og 2-områder forudsætter imidlertid en afsluttet systematisk kortlægning fra Regionernes hånd, og det var ikke tilfældet inden 2008.
Kommunerne kunne således ikke foretage §14-undtagelser fra anakysekrav i det 1.-generationsregulativ, der skulle træde i kraft 01.04.08, men §14-områderne vil løbende kun undtages ved kommende revisioner - i takt med, at Regionerne afslutter systematiske kortlægninger af de enkelte områder.
Gode råd til kommuner, der skal i gang
DAKOFA gennemførte den 28.08.07 en konference om jordforureningsloven og dens følger – netop med hovedvægten på områdeklassificering og jordstyring. Nedenfor gives link til det samlede kompendium og en opsamling af konferencens hovedbudskaber på DAKOFAs hjemmesiden, men de mest kontante råd til kommuner, der skal i gang, kan opsummeres som følger:
Områdeklassificering:
Pluk de lavthængende frugter først (glem alt om industriområder)
Oplagte områder kan udtages på 5-6 uger
Brug historiske GIS-kort (1940-kriteriet)
Opdel kommunen efter historik
Husk at have borgerne med – lad dem se med over skulderen (web)
Jordstyring:
Vigtigt at fokusere på nuanceret områdeklassificering
Elektroniske anmeldesystemer
Web-funktioner, der både oplyser om behandlere og giver mulighed for indberetning
Opdragelse af de anmeldepligtige (bygherrer, brugere, ejere)
Godkendte karteringspladser – løser akut-problemer og giver buffer
Baggrundsmateriale: