Næsten så entydig var Skatteministeriets Jens Holger Helbo Hansen ved DAKOFAs konference 07.12.10 om affaldsforbrænding efter 12.12.10. Hvis forbrændingssektoren er parat til selskabsmæssig udskillelse af forbrændingsanlæggene, som dermed skal betale selskabsskat, vil der blive luft i statskassen til at sænke afgifterne på VE-affaldet – men så heller ikke mere.

 

En beregnet ’folkegave’ til staten på et sted mellem 170 og 430 mio. DKK ved eventuel overflytning af forbrændingssektoren til den kvotebelagte sektor, kunne ikke umiddelbart formilde Skatteministeriet til at gå hjem og ophæve afgifterne. Tvært imod inspirerede erkendelsen af, at det fossile kulstofindhold i affald til forbrænding sandsynligvis er højere (nemlig svarende til 30-45 kg CO2/GJ) end forudsat ved beregning af CO2-afgiften (nemlig 28,34 kg CO2/GJ), tydeligvis Skatteministeriet til at genoverveje størrelsen af denne (se i øvrigt mere om afgifterne nederst i denne nyhed).

 

RenoSam forudså stor eksport af forbrændingsegnet erhvervsaffald, hvis ikke samtlige afgifter på affaldsforbrænding – uanset arten af affald - ophæves i takt med, at affaldet pr. 12.12.10 kan flyde mere eller mindre frit over landegrænserne til nyttiggørelsesanlæg nord og syd for os, mens MST stadig ikke havde set nogen notificeringer. Og Jens Holger Helbo Hansen fra Skatteministeriet mente kun, at der ville blive tale om en eksport på i størrelsesordenen 100-200.000 t erhvervsaffald, og ikke 1 mio. t, som RenoSam frygtede.

 

Hvorvidt en kommende EU-guideline i klassificering af nyttiggørelsesanlæg kan lægge en dæmper på en eventuel eksport, stod uklart, eftersom guidelinen for det første ikke er færdig, og for det andet vil MST fortsat forlade sig på eventuelle modtagerlandes kompetente myndigheder i f.m. klassificering af, om de anlæg, hvortil der måtte blive søgt notificering, er nyttiggørelsesanlæg eller ej. Og notificeres efter transportforordningens regler, det skal langt det meste af det forbrændingsegnede erhvervsaffald.

 

De svenske myndigheder synes på vej til at ville slå to fluer med et smæk ved over en bank at omdøbe deres forbrændingsanlæg til medforbrændingsanlæg – der så bare fyres 100 % med affald. Det mener myndighederne muligt, fordi det efter deres læsning af definitionen på med-forbrænding er afgørende, om anlæggets primære formål er at producere energi, eller at behandle affald. Og eftersom de svenske anlæg kører meget konstant m.h.p. at producere energi, mener myndighederne at der er tale om med-forbrændingsanlæg (til fremstilling af energi). 

 

Ved at klassificere dem således, skal anlæggene for det første ikke opfylde energieffektivitetsnormen, koblet til R1 i bilaget over nyttiggørelsesoperationer i affaldsdirektivet (eftersom medforbrænding pr. definition (og EU-dom) altid er nyttiggørelse), og for det andet hopper anlæggene derved automatisk ind i kvotesektoren – uden at man – som Danmark ellers vil være nødsaget til – på forhånd skal have Kommissionens accept efter en nærmere fastlagt procedure.

 

Avfall Sveriges Inge Johansson bedyrede, at det ikke just var den svenske forbrændingssektors kop the, idet man dog kunne se en enkelt fordel i at være i kvotesektoren, nemlig at man derved vil være garderet mod (gen)indførelse af en CO2-afgift.

 

I Tyskland er der p.t. stor – og stigende – overkapacitet på dedikerede anlæg og på RDF-anlæg, og sandsynligvis 60 % af forbrændingskapaciteten udgøres af nyttiggørelsesanlæg, som utvivlsomt vil være parate til at modtage udenlandsk affald. Fra Norge kom et fejende indlæg om mæglernes arbejde dér med at skaffe og afsætte affald til forbrænding, og eftersom nordmændene gladeligen kører 400 km - hver vej - for at komme til lørdagsdans, kunne det ikke bekymre dem, at man måske skal køre affaldet 1000 km - specielt ikke, når transporten sker som returlogistik med ellers tomme lastvogne, og affaldet i øvrigt gør nytte i fjernvarmesystemer, som nordmændende selv har svært ved at etablere i klippegrunden og de i øvrigt spredte bebyggelser.

 

Mere om afgifterne
Skatteministeriet går svanger med planer om at reducere afgifterne på forbrænding af  fossilfrit affald – primært for at give landbruget den lovede hånd med at gøre gødningsafbrænding økonomisk rentabelt.

 

Markedsmekanismerne har – godt hjulpet på vej af 7,5 mia. støttekroner – på forunderlig vis nemlig ført til, at dansk landbrug i dag importerer fosforholdige foderstoffer i så stor stil til husdyrproduktionen, at landbruget er ved at kløjs i fosforholdig gødning (mens resten af verden går og bæver ved tanken om, at denne ikke-fornybare ressource skal slippe op). Og en bekvem måde at komme fosforen kvit, vil være ved at futte gødningen af, mener landbruget. Men vel at mærke uden afgift, for ellers bliver det for dyrt

 

Det har regeringen så højt og helligt lovet landbruget at arbejde for i ’Grøn Vækst’, men i første omgang uden held, eftersom EU-Kommissionens konkurrencefolk jo nok mente, at det i betænkelig grad lignede statsstøtte til landbruget, hvis man undtog dette erhverv ensidigt for affaldsafgift. Efter omlægningen af affaldsafgiften ved forbrænding til en energiafgift har der imidlertid åbnet sig et vindue, idet energibeskatningsdirektivet åbner mulighed for, at man undtager VE-brændsler for afgifter. Men det skal så vel at mærke være alle VE-brændsler, og ikke kun gødning. Og det vil så udløse et provenu-tab, eftersom også andre VE-brændsler, herunder ikke-fossilt affald, vil skulle undtages.

 

Her er det, at en selskabsskat fra selskabsudskilte forbrændingsanlæg i et eventuelt markedsudsat forbrændingsmarked ville skæppe godt i kassen, og når politikerne ikke slår til med det samme, antydede Helbo Hansen, at det kunne skyldes et politisk ønske om at beskytte de økonomisk set mest ineffektive forbrændingsanlæg mod lukning i et konkurrenceudsat marked.