Gå til søgning
Startside > Nyheder > Blogmeddelelser > [FN] Ressourcepanel: Vi har brug for en ressourcerevolution
[FN] Ressourcepanel: Vi har brug for en ressourcerevolution
Vores børns liv bliver ikke så godt som vores eget. Den nuværende høje levefod kan kun opretholdes i fremtiden, hvis vi reagerer på ressourceproblematikken inden for de nærmeste år. Det er en udfordring, der kalder på politisk lederskab og handling – det kræver en revolution i måden vi opfatter og forvalter vores ressourcer på.

Sådan lød det på pressemødet i forbindelse FN’s Ressourcepanels møde i København 10.05.12, hvor også miljøminister, Ida Auken (F), deltog.

Panelet understreger, at det trods de dystre udsigter ikke er et dommedagspanel, men snarere et optimistisk panel, der gennem arbejdet med de mange rapporter vil bidrage til løsningen.

FN’s Ressourcepanel har gennem en lille uge været forsamlet i den danske hovedstad for at diskutere, hvordan der kan ske en afkobling mellem vækst og ressourceforbrug. Fokus i panelet er derfor, hvordan man sikrer øget velstand med færre ressourcer.

Ressourcepanelet pointerer, at vores økonomi er intimt forbundet med ressourcer. Mens den globale økonomi er steget med 800 % alene igennem de sidste 100 år, er ressourcetrækket nu blevet så omfattende, at verdensbefolkningens økologiske fodspor kræver halvanden klode. I 2030 kræver det 3 kloder at opretholde et identisk forbrug.

Panelet finder, at det er en indlysende uholdbar situation. Faktisk skal ressourceforbruget nedbringes med en faktor 10, hvis det skal kunne betegnes som bæredygtigt. Det kræver et opgør med nuværende trends i livsstil, produktions- og forbrugsmønstre.

Affaldsløst utopia
For panelet er et affaldsløst samfund det ideelle, men også en uopnåelig målsætning. Vigtige elementer på vejen mod denne målsætning er dog stadig gamle travere som forebyggelse og reduktion.

Samtidig skal innovation og design ifølge panelet spille en større rolle fremover. Her tænkes der på design, der gør det nemmere at tilbagetage affaldet i en genanvendelig form.

På pressemødet kom FN-panelet også ind på, at spørgsmålet om metaller og sjældne jordarter skal opprioriteres. Manglen på metaller er nemlig lige så udtalt som manglen på energi og vand.

Panelet pointerer, at der i dag kun genanvendes 1 % af metallerne i affaldet. Samtidig ved vi kun lidt om 5 metaller, mens vores viden om de øvrige er stærkt begrænset. Derfor er en kortlægning påkrævet.

Panelet gør samtidig opmærksom på, hvor stor en mængde metaller der faktisk befinder sig over jorden i form af vores infrastruktur og produkter. Så hvorfor bedrive minedrift dybt under jorden?, spørger panelet retorisk. Forskergruppen har allerede forfattet en rapport om emnet og flere er på vej.

Hos FN’s Ressourcepanel er der ingen tvivl. Genanvendelse er den rette strategiske vej i fremtiden.

Hardcore regulering og inspirerende forretningsmodeller
Ida Auken gør opmærksom på, at der 40 dage til FN’s topmøde om bæredygtighed, som finder sted i Rio de Janeiro 20-22. juni 2012. Problemet er, ”at vi ikke er på rette spor,” siger hun. Den globale middelklasse er vokset og kræver velfærdsgoder, som vi andre har været vant til. Samtidig bliver vi flere og flere mennesker på jorden.

Ifølge Ida Auken skal den kombinerede ressource- og klimakrise og den økonomiske krise ses som én krise. Selvom rammen umiddelbart kan ses som værende begrænsende for vækst, mener Ida Auken modsat, at ressourceproblematikken skal udgøre forandringen.

Ida Auken plæderer for en fælles vision og en række fælles mål på ressourceområdet. Hun vil derfor benytte det danske EU-formandskab til at øge opmærksomheden på 5 prioriterede områder, nemlig havene, energi, arealanvendelse, vand og affald.

Miljøministeren ønsker et opgør med opfattelsen af affald. Det skal i stedet betragtes og forvaltes som ressourcer. Derfor mener Ida Auken også, at der skal tages meget mere ud af affaldsstrømmen, end det er tilfældet i dag.

På linje med FN’s Ressourcepanel mener Ida Auken, at produktdesignet rummer nøglen til en bedre genanvendelse. Design skal udgøre driveren for innovation og der skal fokuseres på kvalitet. Af den grund vil hun gerne bringe EU’s Øko-designdirektiv mere i spil på den længere sigt.

Som ved flere tidligere lejligheder slår miljøministeren også et slag for den cirkulære økonomi. Tiltag i denne forbindelse er bl.a. en række inspirerende forretningsmodeller, men også ’hardcore’ regulering, understreger hun.

”Jeg ønsker, at vi i Danmark går forrest og viser vejen til en grøn økonomi med en langt højere genanvendelse af vigtige ressourcer. Regeringens kommende ressourcestrategi er et af flere vigtige skridt på vejen,” siger Ida Auken i en meddelelse forud for pressemødet med FN’s Ressourcepanel.

FN’s Ressourcepanel
FN’s Ressourcepanel, International Ressource Panel, IRP, er et uafhængigt videnskabeligt panel, der har til formål at uarbejde uafhængige, videnskabeligt funderede og politisk relevante analyser i relation til ressourcedagsordenen i stil med FN’s Klimapanel.

Mødet i København var det 10. i rækken, siden panelet blev oprettet tilbage i 2007. Panelet består af 25 internationale topforskere.

Yderligere materiale 
Se FN’s Ressourcepanels hjemmeside, hvor det muligt at finde de allerede publicerede rapporter.

Se Miljøministeriets pressemeddelelse i forbindelse med FN’s ressourcepanels møde i København 6.-11. maj 2012. 
    

 
 
 
     
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne meddelelse.
Du skal være logget ind for at kommentere her