Gå til søgning
Startside > Nyheder > Blogmeddelelser > Eurostat: DK dobbelt topscorer med 802 kg husholdningsaffald/næse og 54% i ovnen
Eurostat: DK dobbelt topscorer med 802 kg husholdningsaffald/næse og 54% i ovnen
DK ligger igen helt i top på to punkter i Eurostats affaldsstatistik for 2008, som offentliggjordes i dag. 802 kg husholdningsaffald pr. næse og 54% heraf til forbrænding er begge de absolutte top-tal i hele EU. Gennemsnittene i EU27 er hhv. 524 kg og 20%. Når danskerne tilsyneladende genererer mest affald, skyldes det utvivlsomt, at vi også vejer 265 kg h/p-affald og storskrald med. Læs mere her, hvor der også er link til Eurostats pressemeddelelse og hjemmeside.

Danmark på 10.-plads med genanvendelse
Danmark følger ikke særligt godt med på genanvendelsesområdet, idet blot 24% af husholdningsaffaldet genanvendes, mens topscoreren Tyskland til sammenligning genanvender 48%, og hvor DK i øvrigt får baghjul af begge vores nordiske søstre, således både Sverige (35) og Finland (25), men så sandelig også af Belgien (35), Irland (32), Holland (32), Slovenien (31), Østrig (29) og Luxemburg (25). Gennemsnittet i EU27 ligger på 23% genanvendelse – altså tæt på den danske præstation.

Mere end halvdelen i ovnen
Med 54% af husholdningsaffaldet solidt plantet i de danske forbrændingsanlæg er DK en ren topscorer. Her er gennemsnittet i EU27 20%, og de eneste, der når DK bare tilnærmelsesvist, er Sverige (49) og Holland (39).

Fire lande deponerer mindre andele end os
Og hvis nogen fortsat skulle tro, at vi er verdensmestre i at holde husholdningsaffaldet ude af deponierne, viser statistikken noget andet. Godt nok er DK nede på at deponere kun 4% af husholdningsaffaldet, men det gør Tyskland (1), Holland (1), Østrig (3) og Sverige (3) i dag bedre.

I EU27 deponeres i gennemsnit 40% af alt husholdningsaffald.

På gennemsnittet med kompost – men det skyldes h/p-affald
Eurostat holder kompostering ude af genanvendelsesprocenten, og her ligger DK med 18% meget tæt på det europæiske gennemsnit på 17%. Topscorere her er Østrig (40) og Italien (34). Forklaringen på, at DK overhovedet sniger sig op på gennemsnittet i komposteringsfeltet, ligger ene og alene i den udbredte indsamling og kompostering af h/p-affald.

Storskrald og h/p-affald banker DKs samlede mængde pr næse op
Med Eurostats definition på ’husholdningsaffald’ – eller municipal waste – som alt affald, der indsamles af eller på vegne af kommunale myndigheder, bliver det afgørende for slutresultatet, hvor stor en andel af borgernes affald, kommunerne tager sig af i de enkelte lande.

Og vi danskere har fået for vane at overlade vores h/p-affald i kommunal varetægt, idet vi i runde tal kører 120 kg af det pr. næse pr. år på genbrugspladsen, hvor det så registreres som ’municipal’. Det giver jo unægteligt et pænt bidrag til vores lidet flatterende rekord som den mest affaldsgenererende nation i Unionen. Hertil kommer så 145 kg storskrald/næse/år, som vi på tilsvarende vis registrerer som husholdningsaffald med noget større nidkærhed end så mange andre EU-lande. Trækkes de 265 kg fra vores rekord på 802 kg, ja så synker DK med 537 kg ned på EU27-snittet på 524 kg. Til gengæld blegner vores genanvendelses- og komposteringsresultater så også på tilsvarende vis.


Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne meddelelse.
Du skal være logget ind for at kommentere her