Gå til søgning
Startside > Nyheder > Blogmeddelelser > Omlægning af forbrændingsafgift: Ekspertmøde udløser 9 spørgsmål
Omlægning af forbrændingsafgift: Ekspertmøde udløser 9 spørgsmål
Det lukkede ekspertmøde i Skatteudvalget den 15.04.09 vedr. omlægningen af forbrændingsafgiften til en kombineret energi- og CO2-afgift har i dag udløst 9 spørgsmål fra skatteudvalget til miljøministeren (2) og skatteministeren (7). Se spørgsmålene her tillige med link til tidligere omtale.

Skatteudvalget gennemførte 15.05.09 et lukket ekspertmøde, hvor 3 hovedspørgsmål vedrørende skatteministerens forslag til omlægning af forbrændingsafgiften var til debat, nemlig energieffektivitet (bidrager forslaget til højere energieffektivitet), afgiftens konsekvenser for ressourceforbrug og affaldssektoren som helhed og endelig konsekvenserne for slam og gylle. Se link nedenfor til tidligere omtale heraf.

Nu har ekspertmødet tydeligvis ført til udformning af foreløbig 9 spørgsmål fra Skatteudvalget, som gengives nedenfor, idet svarene forventes bragt på de respektive links i den takt, de måtte fremkomme.

Det bemærkes, at skatteministeren afæskes en række spørgsmål om miljø, herunder de miljømæssige konsekvenser af lovforslaget og dets indvirkning på genanvendelsen, ligesom skatteministeren skal redegøre for de energi- og miljømæssige konsekvenser af at hhv. afbrænde eller udbring slam og gylle, samt for, om afbrænding af slam vil medføre ringere kontrol med uønskede stoffer i slammet.

Et af affald danmark/Rambøll fremsat forslag om at ændre ’rabat-ordningen’ for anlæg, der øger energieffektiviteten og i det hele taget spørgsmålet om incitamenter til øget energieffektivitet har også sat sig spor i spørgelysten (se evt. tidligere omtale af dette forslag på linksne nedenfor).

Omvendt synes den opsigtsvækkende anbefalingen om helt at droppe forbrændingsafgiften, som er konklusionen på den svenske, uvildige udredning om Sveriges forbrændingsafgift endnu ikke at have inspireret de danske politikere til spørgsmål. Det samme gælder den udredning fra Rambøll, der synes at dokumentere større positiv klimaeffekt ved genanvendelse end ved forbrænding af slam, som bl.a. har været fremlagt på DAKOFAs årsmøde 2008 og slamudvalgets møde i november 2008 (find links nedenfor).

De 9 spørgsmål til miljø- og skatteministrene, som er oversendt d.d., lyder som følger:
 
Spm. om redegørelse for omfanget af genanvendelse af spildevandsslam i Danmark, til miljøministeren
Spm. om opdateret oversigt over omfanget af henholdsvis forbrænding og genanvendelse af slam, der eksporteres, til miljøministeren
Spm. om ministeren kan uddybe lovforslagets miljømæssige konsekvenser, herunder redegøre nærmere for lovforslagets indvirkning på genanvendelse af affald, til skatteministeren
Spm. om ministeren kan redegøre for eventuelle ændringer i lovforslaget som følge af forslag fra Rambøll og AffaldDanmark, til skatteministeren
Spm. om ministeren kan oplyse, hvordan der sikres incitament til teknologiforbedringer på værkerne ud over røggaskondensering, til skatteministeren
Spm., om der er et tilstrækkeligt incitament til røggaskondensering, eller om anlæg, der benytter røggaskondensering er ligestillet med anlæg, der ikke benytter røggaskondensering, til skatteministeren
Spm. om ministeren kan fremsende en oversigt over de energimæssige og miljømæssige konsekvenser ved henholdsvis afbrænding af slam og udbringning af slam, til skatteministeren
Spm. om ministeren kan oplyse, om regeringen påtænker at ændre i øvrig lovgivning m.v., således at der som følge af afbrænding af gylle eller øget biogas kommer flere husdyr på danske bedrifter f.eks. ved at harmonikravene for husdyr ændres., til skatteministeren
Spm. om, hvorvidt afbrænding af slam vil medføre en ringere kontrol med uønskede stoffer i slammet, til skatteministeren
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne meddelelse.
Du skal være logget ind for at kommentere her