Så kom affaldsstatistik 2009, der er den sidste i rækken af statistikker, som bygger på ISAG systemet. Fra og med 2010 vil ISAG systemet nemlig blive afløst af Affaldsdatasystemet.
I 2009 blev der samlet produceret 13,9 mio. tons affald i Danmark, hvoraf 24 % blev ført til forbrænding, 6 % blev deponeret og 69 % blev genanvendt. Det betyder, at Regeringens sigtelinjer i Affaldsstrategi 2009-2012 for behandlingen af affald i år 2012 allerede er opfyldt.
Det betyder også, at der kan konstateres et markant fald på 11 % i affaldsmængderne fra 2008-2009, hvilket svarer til 1,9 mio. tons affald. Det skyldes primært, at finanskrisen har lagt en dæmper på aktiviteterne inden for bygge- og anlægsbranchen, hvor affaldsmængden er faldet med 1 mio. tons (fra 6 mio. tons til 5 mio. tons).
Husholdningerne stod i 2009 for 25 % af de samlede affaldsmængder, hvilket svarer til at hver danske producerer 624 kg affald fordelt på 301 kg dagrenovation, 112 kg haveaffald og 109 kg storskrald. Også her er der konstateret et mindre fald på 217.000 tons husholdningsaffald fra 2008 til 2009, hvilket svarer til en reduktion på 6 %.
2,0 mio. tons affald blev produceret af servicesektoren, hvilket svarer til 15 % af de samlede affaldsmængder
i 2009. Der er et fald på 197.000 tons (9 %) i forhold til 2008. I industrien blev der produceret 1,5 mio. tons i 2009 og også her er der et fald svarende til 205.000 tons (12 %) i forhold til 2008.
Der blev i 2009 importeret affaldsmængder, der svarer til 2,5 % af den danske affaldsproduktion. 65 % af dette affald er grønt affald til nyttiggørelse og består hovedsageligt af glas, papir og pap, plast samt jern og metal.
Til gengæld blev der eksporteret affaldsmængder, der svarer til 11 % af den totale danske affaldsproduktion. 56 % af det affald, der blev eksporteret fra Danmark udgør grønt affald til nyttiggørelse og er glas, papir og pap, plast, jern og metal samt flyveaske og slagger fra kulfyrede kraftværker. Der er dog knyttet en vis usikkerhed til disse data.
Fremskrivning af affaldsmængder 2011-2050
Som noget nyt omfatter affaldsstatistikken en fremskrivning af affaldsmængderne frem til 2050. Fremskrivningen er baseret påkommende EU regler, samt en målsætning om at forbedre genanvendelsen af husholdningsaffaldet.
Fremskrivningen viser, at den forventede udvikling i affaldsmængderne indtil år 2050 forventes at stige indtil 2030, hvorefter væksten gradvist vil stabilisere sig omkring 17,5 mio. tons affald pr. år.
Indtil 2015 og til 2020 forventes det, at mere af husholdningernes dagrenovationsaffald udsorteres til genanvendelse – i alt 325.000 tons - i stedet for at blive forbrændt. Denne mængde holder sig derefter stabil indtil 2050.
For affald, der bliver ført til forbrænding forventes, en støt stigning frem til 2015 efter nedgangen i 2009. Herefter forventes mængderne til forbrænding at stagnere, som følge af en øget genanvendelse af husholdningsaffaldet frem til 2020. Efter 2020 forventes mængderne igen at stige jævnt indtil 2030, hvor mængderne vil stabilisere sig.
Mængden af affald til deponering forventes at ligge på et nogenlunde konstant niveau.