Energistyrelsen har sendt et udkast til ændring af bekendtgørelse om biobrændstoffers bæredygtighed i høring tillige med en omfattende håndbog herom, som med bekendtgørelsesudkastet tillægges retskraft. Også de særlige regler om bæredygtighedskriterier for affald og restprodukter gennemgås, og det præciseres her, at kompostering rangerer lavere end biobrændselsfremstilling.
Og ’kommunalt, fast affald’ har ikke har sneget sig gennem nåleøjet som udgangspunkt for biobrændstoffer, der kan tælles dobbelt-positivt i CO2-regnskabet, hvilket eksempelvis kan have betydning for Renescience-projektet.
Til gengæld har visse typer animalsk fedt-affald samt et bredt register af ’landbrugsmæssige restprodukter’ (herunder husdyrgødning, halm, bagasse og avner m.v.) fundet vej til listen over stoffer, der tæller dobbelt.
Bæredygtighedskriterierne skærper interessen for bioaffald
Når ændringen af bekendtgørelsen og hele udformningen af håndbogen og dens definitioner er af interesse for affaldssektoren, skyldes det, at VE-direktivet fastsætter særlige (lempede) bæredygtighedsregler for affald, der anvendes til fremstilling af biobrændstoffer.
Faktisk begunstiger direktivet tvært imod en sådan produktion derved, at biobrændstoffer, der er fremstillet på basis af affald, restprodukter, lignocellulosemateriale og celluloseholdige materialer, som ikke er beregnet til fødevarer, kan tælles dobbelt ved opgørelse af, om brændstofproducenterne har opnået den reduktion fra vugge til grav af drivhusgasemissionerne pr. energienhed for leveret brændstof og energi, som lov om biobrændstoffer med tilhørende bekendtgørelse indebærer (det vil i 2011 3,3 % og herefter 5,75 %).
Blander producenterne således f.eks. 3 % biobrændstof som opfyler kriterierne for dobbelt-tælling i f.eks. benzinen eller dieselen, opfylder de herved kravene fra 2012 og frem.
Det indebærer indirekte en skærpet interesse fra brændstofproducenterne i at få fingre i netop de affaldstyper, der giver adgang til dobbelttælling, og håndbogen opregner i Appendix B en positivliste for materialer (affald og restprodukter), hvor dobbelttælling uden videre vil være mulig.
Den omfatter alt ligno- og non-food cellulosemateriale, samt følgende landbrugsmæssige restprodukter: halm, bagasse (udpressede sukkerrør), avner, bælge, majskolber, nøddeskaller og husdyrgødning.
Derudover også nogle hvad der betegnes ’bearbejdningsmæssige restprodukter’ (se nærmere diskussion nedenfor), nemlig talloliebeg og råglycerin, ligesom animalsk fedt (kategori 2 og 3 efter biproduktforordningen) er på positivlisten.
Et hurtigt blik ned over bilaget viser, at f.eks. husholdningsaffald ikke er med. Det betyder m.a.o., at f.eks. biobrændstoffer, udviklet på basis af ’energisuppen’ fra Renescience-processen, ikke vil kunne tælle dobbelt i det omfang, processen ’fodres’ med husholdningsaffald.
Som det fremgår nedenfor, er det dog muligt at søge om optagelse af nye affaldstyper på bilaget.
To grundlæggende bæredygtighedskriterier
Som udgangspunkt er der opstillet to typer bindende bæredygtighedskriterier i henhold til VE-direktivet og Brændstofkvalitetsdirektivet, som er gennemført med lov om bæredygtige biobrændstoffer og bekendtgørelse om bæredygtige biobrændstoffer:
• arealkriterier i forbindelse med hvilken type areal råmaterialerne til biobrændstoffet er dyrket på, og
• mindstekrav til reduktion af drivhusgasemissioner sammenlignet med fossilt brændstof, som biobrændstofferne skal leve op til.
Fra 1. januar 2010 skal biobrændstoffer leveret til transport opfylde bæredygtighedskriterierne for at kunne blive talt med i opfyldelsen af biobrændstofforpligtelsen på de 3,3, hhv. 5,75 %.
Arealkriterierne indebærer, at det skal dokumenteres, at de råmaterialer, der indgår til fremstillingen af biobrændstoffer, ikke er blevet dyrket på arealer med høj biodiversitet eller med stort kulstoflager eller tørvebundsarealer, som vil gå til grunde som følge af dyrkningen, og derfor bidrage til i virkeligheden højere emission af drivhusgasser, set i livscyklusperspektiv.
Mindstekravet til reduktion af drivhusgasemissioner er fastsat som en egentlig procentsats, som siger, at der skal være tale om en besparelse i drivhusgasemissionen ved brug af biobrændstoffet frem for fossile brændstoffer på mindst 35 %, i 2017 stigende til 50 % og i 2018 til 60 %.
Mindstekravet gælder også for affaldsbaserede biobrændstoffer, men det gør arealkravet ikke:
Særlige regler om bæredygtighedskriterier for affald og restprodukter
Udkastet til håndbog udpensler bæredygtighedskriterierne for biobrændstoffer baseret på affald og restprodukter ret nøje, herunder ikke mindst, hvorledes de afviger fra kriterierne for andre biobrændstoffer.
Biobrændstoffer fra affald og restprodukter er således som nævnt undtaget fra arealkriterierne, hvis de blev produceret på råmaterialer, der var:
a. affald eller
b. et restprodukt (som ikke er restprodukt fra landbrug, akvakultur, skovbrug eller fiskeri).
Det skal dog samtidig gælde, at affalds- og restprodukterne ikke anses for at have nogen drivhusgasudledning i de processer i deres livscyklus, der ligger forud for deres indsamling. Dette er tilfældet, uanset om restproduktet er fra landbrug, akvakultur, skovbrug eller fiskeri eller ej.
Derudover kan biobrændstoffer baseret på affald og restprodukter som nævnt under visse betingelser medregnes to gange ved opgørelsen af deres bidrag til opfyldelse af biobrændstofforpligtelsen.
Definitioner af affald og restprodukter – nye bidrag til forvirringen
Håndbogen refererer en Meddelelse fra Kommissionen (2010/C 160/02 - se linket nedenfor) for at definere affald som ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med (og det gælder ifølge håndbogsudkastet også materialer, som skal trækkes tilbage fra markedet af sundheds- eller sikkerhedshensyn). Råmaterialer, der forsætligt er modificeret til at blive regnet som affald (f.eks. ved at blande affaldsmateriale i et materiale, der ikke er affald), må ikke regnes med.
Denne fortolkning må stort set betragtes som identisk med affaldsdirektivets affaldsdefinition.
Energistyrelsen understreger imidlertid, at selv om et stof eller en genstand falder inden for denne definition, så vil styrelsen ikke anse disse for affald, hvis de ikke har gennemgået den almindelige brugsfase.
Det må betragtes som en tilføjelse for ’egen regning’, som er svær at håndtere i f.t. affaldslovgivningen.
Hertil kommer, at håndbogsudkastet, nu igen med reference til Kommissionens meddelelse introducerer et begreb, kaldet ’restprodukter’, som altså i biobrændstofsammenhænge åbenbart er noget andet end affald (og vel nærmest er, hvad vi i affaldssektoren betragter som biprodukter (?)).
Restprodukter kan ifølge håndbogen stamme fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug (og vil så ikke være undtaget fra arealkriterierne) eller de kan være ’forarbejdningsrestprodukter’ (som så er undtaget fra arealkriterierne).
Et ’forarbejdningsrestprodukt’ er ifølge håndbogen et stof, der ikke er et af de slutprodukter, som produktionsprocessen direkte tilstræber.
Restproduktet må ikke være et direkte mål for processen, og processen må ikke være ændret til forsætlig produktion af restproduktet.
Et eksempel på et landbrugsrestprodukt er ifølge håndbogen således halm, mens et eksempel på et forarbejdningsrestprodukt er talloliebeg (og her nævner den refererede meddelelse tillige rå glycerol og husdyrgødning som eksempler).
Energistyrelsen uforskyldt i definitionskoks
Går man tilbage til den refererede meddelelse, fremgår det, at de lidt kaotiske forhold omkring nye definitioner skyldes, at det oprindelig er VE-direktivet, der kommer op med begrebet ’restprodukter’, og Kommissionen skriver derfor i meddelelsens afsnit 5.2, at ”i direktivet selv er der ingen definition af udtrykkene ’affald’ og ’restprodukter’. Efter Kommissionens opfattelse bør disse udtryk fortolkes i overensstemmelse med direktivets mål, nemlig
— i forbindelse med dobbelttælling: diversificering af råmaterialer
— i forbindelse med drivhusgasmetoden: ingen allokering af emissioner til biprodukter, som produktionen ikke sigter direkte på, fx halm fra hvedeproduktion.”
Kommissionen forsøger m.a.o. at ’inddæmme’ dette definitionsgymnastiske eksperiment alene til de to anførte anvendelser, og vi skal altså ikke fremover trækkes med flere sprogblomster i affaldsverdenen, og Håndbogen ville vinde ved at medtage nogle bemærkninger herom!
Anvendelse på højere niveau – nyt hierarki sætter kompostering lavere end energiudnyttelse
Ud over at bidrage med nye affaldsdefinitioner, introducerer håndbogen også et nyt hierarki, når det handler om, hvorvidt affald kan kvalificere som grundlag for biobrændstoffer, der må tælle dobbelt.
Det vil ifølge håndbogen således være en forudsætning for, at Energistyrelsen kan godkende dobbelttælling, at affaldet eller restproduktet ikke har nogen anvendelse på et højere niveau.
Ved anvendelse på 'højere niveau' forstås – stadig ifølge håndbogsudkastet - anvendelse bortset fra anvendelse til fremstilling af elektricitet, varmeproduktion eller kompostering.
Eller m.a.o., så indebærer dette specielle hierarki, at fremstilling af kompost ud fra biologisk affald rangerer lavere end den særlige energiudnyttelsesform, der hedder biobrændstoffer.
Hvis der er en anvendelse på højere niveau for affald eller restprodukter, kan dobbelttælling endvidere stadig godkendes af Energistyrelsen, hvis en virksomhed eller en biobrændstofproducent ved hjælp af en markedsanalyse kan dokumentere, at der findes et tilstrækkeligt stort overskydende potentiale til biobrændstofproduktion, og håndbogen rummer så et særligt afsnit om kravene til sådanne markedsanalyser.
Det fremgår ikke af håndbogens afsnit om markedsanalyse (afsnit 3.3), hvorvidt en sådan markedsanalyse skal gentages regelmæssigt, ligesom det ej heller diskuteres, hvorledes affaldsdirektivets hierarki skal håndteres i f.t. dette til lejligheden opfundne hierarki.
Det fremgår imidlertid af Appendix C, hvortil der henvises i diskussion om markedsanalyse, at analysen så vidt muligt skal beskrive enhver handel med materialet inden for EU og med tredjelande.
Det nytter således tilsyneladende ikke noget alene at påvise, at der eksisterer et ’overskud’ af restproduktet i Danmark, hvis der rent faktisk finder anvendelse sted på et højere niveau i udlandet, og der dér findes et marked herfor.
Husholdningsaffald ikke på Appendix B – forudsætning for dobbelttælling
Dobbelttælling forudsætter altid, at det pågældende affald eller restprodukt, som biobrændstoffet er produceret ud fra, figurerer på håndbogens Appendix B.
Og det gør eksempelvis som nævnt organisk affald fra husholdninger ikke.
Imidlertid findes der en særlig procedure for optagelse af nye typer affald og restprodukter på listen, som igen indebærer gennemførelse af en markedsanalyse, som dokumenterer, at der ikke finder anvendelse sted af det pågældende affald på et højere niveau. Og her er kompostering altså så ikke ’et højere niveau’ i biobrændstof-perspektiv.
Stadigt intet nyt om bæredygtighedskriterier for biobrændsler
Mens der nu synes at være ved at være mere eller mindre styr på bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer, er der fortsat ikke bevægelse i retning af tilsvarende på biobrændsels-siden.
Dansk Energi har tidligere i foråret påpeget nødvendigheden af at få sådanne på plads, og set med affaldsbriller vil det ej heller være uinteressant.
F.eks. kunne sådanne kriterier være afgørende for, om eksemplevis papiraffald er en bæredygtig energikilde, eller om der også her gælder, at 'højere anvendelse' skal have fortrin.